Voldelig omvæltning.
I alle lande anså man oplysningsideerne for gode og regerede derefter. Endog kejserinden af Rusland, Katharina den Store, stod i konstant brevveksling med de franske oplysningsfilosoffer. Kun de franske konger opførte sig, som om de intet kendte til dem, og som om det ikke angik dem. Ludvig XV og Ludvig XVI, den store solkonges efterfølgere, var uduelige mennesker, der kun efterlignede deres store forgængers ydre pomp og pragt med enorme udgifter til fester og operaopførelser, flere nye slotte og store parker med studse hække og sværme af tjenere og hoffolk klædt i silke og kniplinger. Hvor pengene kom fra, var dem ligegyldigt. Svindlere blev finansministre og tilranede sig uhyre summer ved afpresning og bedrag. Bønderne måtte knokle sig til døde, borgerne betale enorme skatter, mens de adelige under mere eller mindre åndfulde samtaler soldede eller spillede pengene bort ved hoffet.
Skete det, at den adelige godsejer fik løsrevet sig fra kongeslottet og aflagde besøg på sit gods, var ulykken så meget større for bønderne. For så skulle han på jagt med hele sit følge efter harer og ræve, hvorved hestene søndertrampede bøndernes møjsommeligt pløjede marker. Men ve den bonde, der beklagede sig! I et sådant tilfælde var det en ulykke, hvis den høje herre nøjedes med at slå ham i ansigtet med sin ridepisk. For den adelige godsejer var samtidig dommer over sine bønder og kunne straffe dem efter forgodtbefindende. Hvis en sådan herre stod sig godt med kongen, kunne han af ham få udleveret en seddel, hvor der blot stod: ”hr. ___ skal kastes i fængsel.” Underskrevet: Kong Ludvig XV. Navnet kunne adelsmanden selv indføje og kunne således lade enhver, der af en eller anden grund mishagede ham, forsvinde i et mørkt fangehul.
Men ved hoffet var disse herrer nydelige og pyntede, pudrede og parfumerede og raslede af lutter silke og kniplinger. Den stive pomp fra Ludvig XIV´s tid var dem allerede for besværlig. Man foretrak en mere elegant og utvungen underholdning. Man bar heller ikke længere så tunge parykker, men lettere, hvidpudrede med en hårpisk dinglende bagtil. At bukke og danse var noget, disse herrer mestrede og deres damer endnu bedre. Damerne gik i stramtsnørede korsetter og store, runde kjoler, der lignede klokker. Det var krinolinerne. Således spadserede damerne og herrerne i de kongelige slotsparkers trimmede alleer, mens deres landejendomme forfaldt, og deres bønder sultede. Men fordi det affekterede, unaturlige liv ofte faldt dem kedsommeligt, fandt de på noget nyt: De legede enkelhed og natur, boede i yndigt indrettede hyrdehytter i slotsparken og kaldte sig ved opdigtede hyrdenavne fra den græske poesi. Så langt strakte sig altså deres naturlighed og enkelhed.
Ind midt i dette farverige, elegante, affekterede, overforfinede liv trådte nu Maria Theresias datter, Marie Antoinette. Hun var en ganske ung pige på lidt over 14 år, da hun blev den senere franske konges kone. Naturligvis troede hun, at alt måtte være sådan, som hun forefandt det. Hun var den ivrigste ved alle de fortryllende maskeballer og operaer, hun spillede selv teater, hun var en henrivende hyrdinde og fandt livet på de franske kongeslotte vidunderligt. Ganske vist formanede hendes bror, Maria Theresias ældste søn, kejser Josef II, hende gentagne gange om at leve enkelt og ikke yderligere forbitre det fattige folk ved ødselhed og letsind. Kejser Josef skrev i 1777 et langt, alvorligt brev til hende, hvori man finder disse ord: ”Sådan kan det ikke fortsætte i længden, og revolutionen vil blive frygtelig, hvis du ikke gør noget for at forebygge den.”
Men det fortsatte sådan i endnu tolv år. Og revolutionen blev så meget mere frygtelig. Hoffet havde snart soldet alle landets penge bort. Der var ikke flere tilbage til at betale den enorme daglige luksus. Derfor oprettede kong Ludvig XVI endelig i år 1789 en forsamling af repræsentanter for adelen, gejstligheden og borgerne, altså de tre stænder. De skulle rådgive ham, så han atter kunne komme til penge.
Da stænderforsamlingens forslag og krav ikke faldt i hans smag, bad kongen nu sin ceremonimester sende dens medlemmer hjem. Men en mand ved navn Mirabeau, et klogt og lidenskabeligt menneske, svarede ham: ”Gå De til Deres herre og sig, at vi er her med folkets magt, og den vil man ikke kunne fravriste os uden ved bajonetternes magt.”
Sådan havde ingen før talt til kongen af Frankrig. Hoffet vidste ikke, hvad det skulle stille op. Mens det overvejede sagen, fortsatte de forsamlede adelige, gejstlige og borgere med at diskutere, hvordan man kunne rette op på det økonomiske misregimente. Ingen tænkte på at afsætte kongen, men ville kun indføre forbedringer svarende til dem, der dengang allerede var indført i andre stater. Men kongen var ikke vant til at lade sig noget foreskrive. Han var selv en svag, ubeslutsom mand, hvis yndlingsbeskæftigelse det var at bygge, og for hvem det var en selvfølge, at ingen vovede at modsætte sig hans vilje. Derfor tilkaldte han tropper for at få stænderforsamlingen opløst. Det blev folket i Paris meget oprørt over. Det havde sat sit sidste håb til denne forsamling. Folk stimlede sammen og drog i flok mod statsfængslet Bastillen., hvor mange oplysningsprædikanter tidligere havde været anbragt, og hvor man troede, at en mængde uskyldige mennesker sad fanget. For ikke at ophidse folkemængden endnu mere forbød kongen, at der blev åbnet ild mod den. Derfor blev den mægtige fæstning stormet af folket og vagtmandskabet dræbt. Jublende drog folk gennem Paris´ gader og førte de befriede fanger i triumf gennem byen, skønt det viste sig, at det denne gang kun var rigtige forbrydere, der var indespærret der.
I mellemtiden havde de forsamlede stænder taget uhørte beslutninger: De ville gennemføre oplysningens grundtaler. Først og fremmest grundtanken om, at alle mennesker som fornuftsvæsner er lige og skal behandles lige for loven. De forsamlede adelige gik foran med et strålende eksempel og gav i den almindelige begejstring frivilligt afkald på alle deres privilegier. Ethvert embede skal stå åbent for ethvert menneske i Frankrig, enhver skal i staten have samme rettigheder, menneskerettighederne, som man kaldte dem. Folket, forkyndte man, er den egentlige hersker, kongen er kun dets befuldmægtigede.
Du kan nok tænke dig, hvad stænderforsamlingen mente med det: at herskeren er der for folkets skyld og ikke omvendt folket for herskerens skyld. At han ikke måtte misbruge sin magt. Men pariserne, som læste det i aviserne, forstod denne lære om folkets herredømme anderledes. De mente, at nu skulle menneskene på gaderne og markedspladserne, dem, man kaldte folket, herske. Og da kongen stadig ikke var kommet til fornuft og lå i forhandlinger med udenlandske hoffer om at komme ham til hjælp mod hans eget folk, så drog markedskvinder og småborgere fra Paris ud til Versailles-slottet, dræbte vagterne og styrtede ind i de pragtfulde sale med de herlige krystallysekroner, spejle og damasktapeter og tvang kongen og hans hustru Marie Antoinette samt børn og følge til at komme til Paris. Der kom de nu virkelig under folks opsyn.
Engang forsøgte kongen at flygte til udlandet. Men da det foregik med al den omstændelighed og formalitet, som gjaldt det turen til et maskebal ved hoffet, blev han opdaget og bragt tilbage og med sin familie sat under streng bevogtning. Stænderforsamlingen, der nu (hvor stænderne jo var afskaffet) kaldte sig nationalforsamlingen, havde i mellemtiden vedtaget mange fornyelser. Man fratog den katolske kirke alle jordbesiddelser. Ligeså samtlige adelige, der af frygt for revolutionen var flygtet til udlandet. Derefter bestemte man, at folket skulle vælde nye repræsentanter, der nu skulle fastlægge de enkelte love.
Derfor mødtes i 1791 et stort antal unge mennesker fra alle dele af Frankrig til en konference i Paris. Men de udenlandske konger og herskere i Europa ville ikke længere se passivt på, hvordan en konges magt blev stadig mere begrænset og nedbrudt. De var dog ikke alt for ivrige efter at støtte Ludvig XVI, for dels havde han ved sin optræden ikke erhvervet sig særlig megen agtelse, og dels
Var det ikke på alle måder ubehageligt for de udenlandske magter, hvis Frankrigs magt blev svækket. Alligevel sendte Preussen og Østrig nogle tropper mod Frankrig for at beskytte kongen. Det gjorde imidlertid folket rasende. Hele landet rejste sig mod denne uønskede indblanding udefra. Først og fremmest så man nu i enhver adelig eller tilhænger af kongen en højforræder, der stod i ledtog med disse fremmede magter, der kom kongehoffet til hjælp. Tusinder af adelige blev om natten opsøgt på deres boliger af rasende folkemasser og taget til fange eller myrdet. Det gik stadig vildere til. Alt gammelt, ville man udrydde og tilintetgøre.
Man begyndte med klædedragten. Tilhængerne af revolutionen bar ingen parykker og ingen knæbukser og silkestrømper. De satte røde nissehuer på hovedet og trak i lange bukser af den slags, vi stadig går med. Det var enklere og billigere. Så stormede de gennem gaderne og råbte: ”Død over de adelige! Frihed, lighed og broderskab!” Blandt jakobinerne, sådan kaldte man det vildeste parti, var det imidlertid så som så med broderskabet. De bekæmpede ikke kun de adelige, men enhver, der havde en anden mening end dem. Og dem, de bekæmpede, lod de halshugge. Der blev opfundet en særlig maskine, guillotinen, der udførte halshugningen enkelt og hurtigt. Der blev oprettet en særlig domstol, revolutionstribunalet, og den dømte dagligt mennesker til døden, som så blev henrettet i guillotinen på Paris` pladser.
Lederne af disse ophidsede folkemasser var nogle mærkværdige mennesker. En af dem, Danton, var en lidenskabelig taler og en dristig, hensynsløs mand, som med sin vældige røst kaldte folket til stadig nye kampe mod tilhængerne af kongen. Den anden Robespierre og var Dantons diametrale modsætning. En stiv, nøgtern, tør advokat, der holdt endeløse taler, hvori der altid blev henvist til de gamle græske og romerske helte. Altid pedantisk klædt, med afmålte bevægelser, som en komisk, men frygtet skolelærer, sådan besteg han nationalforsamlingens talerstol. Og talte om dyder og atter dyder, om Catos dyder og Themistokles´ dyder og menneskehjertets dyder i almindelighed og om had til last. Og fordi man måtte hade lasten, var man nødt til at hugge hovedet af Frankrigs fjender. Så ville dyden triumfere. Og Frankrigs fjender, det var alle, der ikke delte hans meninger. Derfor lod han i det dydige menneskehjertes navn hundredvis af sine modstandere henrette.
Men du skal ikke tro, han var hykler. Han mente sandsynligvis, hvad han sagde. Han lod sig ikke bestikke af nogen gave eller røre af en eneste tåre. Han var skrækkelig. Og skræk var, hvad han ville udsprede. Skræk blandt dem, han anså for fornuftens fjender.
Også kong Ludvig XVI stillede man nu for folkedomstolen og dømte ham til døden, fordi han havde kaldt fremmede til hjælp mod sit eget folk. Snart blev også Marie Antoinette halshugget. I døden viste de begge mere værdighed og storhed, end de havde gjort i livet. I udlandet var man oprørt over henrettelsen. Og adskillige tropper drog mod Paris. Men folket ville ikke give afkald på sin frihed. Alle mænd i landet blev kaldt til våben, og de tyske hære blev slået tilbage, mens rædselsregimentet i Paris og især i provinsbyerne rasede stadig vildere.
Robespierre og de delegerede havde erklæret kristendommen for gammel overtro og afskaffet Gud ved lov. I stedet for ham skulle man tilbede fornuften. Og en bogtrykkers unge brud blev som fornuftens gudinde i hvide gevandter og blå kåbe ført gennem byens gader under festlig musik. Men snart var heller ikke det dydigt nok for Robespierre. Man udstedte en ny lov, der fastslog, at Gud eksisterer, og at menneskesjælen er udødelig. Som præst for dette ”højeste væsen”, som Gud nu blev kaldt, trådte Robespierre nu selv frem med en fjerprydelse på hovedet og en blomsterbuket i hånden. Han må have set frygtelig komisk ud, og mange skal da også have grinet ved denne højtidelige fest. Snart var det slut med Robespierres magt. Danton havde fået nok af de daglige halshugninger, han forlangte nåde og medlidenhed. Straks forlød det fra Robespierre: ”Kun forbrydere kræver medlidenhed med forbrydere.” Danton blev således også halshugget, og det var Robespierres sidste sejr. Da han kort efter igen holdt en endeløs tale, hvori han hævdede, at man først nu for alvor måtte begynde på henrettelserne at der alle vegne sad fjender af friheden, at lasten triumferede, og at fædrelandet var i fare, da skete det, at bifaldet for første gang udeblev. Der blev dødstille. Et par dage efter blev også han halshugget.
Frankrigs fjender var besejret, de adelige dræbt, fordrevet eller frivilligt blevet borgere; der var opnået lighed for loven, adelens og kirkens jordbesiddelser fordelt mellem de livegne, befriede bønder, enhver kunne i Frankrig frit vælge erhverv og opnå ethvert embede. Folket var nu træt af kampen og ville i ro og orden nyde frugterne af denne enorme sejr. Revolutionstribunalet blev afskaffet, og i 1795 valgtes en regering på fem mand, direktoriet, der skulle styre landet efter de nye grundlove.
I mellemtiden havde revolutionsideerne bredt sig uden for Frankrig og havde vakt stor begejstring i nabolandene. Også Belgien og Schweiz dannede republikker baseret på grundsætningerne om menneskerettigheder og lighed, og alle disse republikker blev støttet af den franske regering med soldater. I disse hjælpetropper tjente en soldat, der skulle vise sig at være stærkere end hele revolutionen.
Afskrift fra Gombrichs verdenshistorie.
Ove
|